Events
     Print side

Time to Care 2007 - Changing Care

Under titlen ’Changing Care’ var et internationalt panel af fagfolk og ledere inden for plejesektoren samlet på Hindsgavl Slot ved Middelfart fra 14. til 16. maj. Målet var at etablere et nyt, internationalt netværk, der skal arbejde for et bedre arbejdsmiljø blandt pleje- og hospitalspersonale.

 

På trods af mange års arbejde med at skabe bedre arbejdsforhold for plejepersonalet på hospitaler og institutioner over hele verden, er det endnu ikke lykkedes at knække kurven med arbejdsrelaterede skader. Samtidig oplever flere og flere af de ansatte, at tiden til at yde omsorg er blevet mindre og mindre.

 

Hvad skal der til for at løse disse store udfordringer? Og hvordan kan man forandre og forbedre vilkårene for plejepersonalet. Det var blandt andet disse spørgsmål, som konferencen skulle søge svar på.

 

De godt 30 deltagere fandt ikke alle svarene på disse spørgsmål, men de fik sat ord og tanker på de fælles, internationale udfordringer, som alle står over for, og der blev delt viden, som umiddelbart vil føre til udvikling af nye metoder i plejearbejdet.

 

I løbet af konferencen blev deltagerne udfordret af eksperter inden for en række relevante discipliner, blandt andet forandringspsykologi, robotteknologi og certificering.

 

Konferencen, der var arrangeret af Guldmann, blev en stor succes, takket være en engageret, begejstret og målrettet indsats af alle. Som Pat Alexander, MSc LPD PGCE MCSP fra England sagde:

– I England har vi et netværk, men at lave et globalt netværk som dette giver vores arbejde en ekstra dimension. Jeg håber meget, at vi nu kan få etableret en eller anden form for forum, for eksempel på nettet, så vi kan fortsætte videndelingen.

 

Kathleen Nelson, Physical Therapist Ergonomic Specialist fra Southcoast Hospital Group, Massachusetts USA supplerede: – Selv om vi er på forskellige niveauer og steder i vores forskellige systemer rundt omkring i verden, så er det tydeligt, at vi også kæmper med de samme problemer og udfordringer. Derfor har vi også haft et stort udbytte af at være med.

 

De to deltagere var også begejstrede for den form konferencen havde, hvor indlæg blev afløst af gruppediskussioner og fælles samlinger:

– Indlæggene har været meget interessante, men det bedste har næsten været de gruppediskussioner, som var lagt ind imellem. I modsætning til mange andre konferencer gav det mulighed for refleksion og perspektivering af de problemstillinger, som man netop havde siddet og hørt, sagde Pat Alexander.

– Mange gange kommer man til en konference og har allerede via de udsendte abstracts fået alle konklusionerne præsenteret. Ved at åbne for diskussioner og perspektivering efter indlæggene fik vi netop mulighed for at nuancere og dele synspunkter og løsninger. Det var rigtig godt, sagde Kathleen Nelson.

Relaterede emner
   
Kontakt

V. Guldmann A/S
Graham Bells Vej 21-23A
DK-8200 Aarhus N

+45 8741 3100
info@guldmann.com
 

 Besøg vores YouTube kanal
 Følg os på LinkedIn

 

Tilmelding til nyhedsbrev

 

Denne hjemmeside bruger cookies til trafikmåling og optimering af indhold. Mere om cookies: KLIK

OK