Forside Serviceydelser Guldmann finansiering Bostedet Bognæs

Leasing - alternativ finansiering

- af et bedre arbejdsmiljø

 

Det fynske bosted for svært fysisk og psykisk funktionshæmmede - Bognæs - har på én gang skiftet alle plejesenge ud og samtidig monteret lofthejs i en lang række værelser. Resultatet er, at arbejdsmiljøet har fået et markant løft.

 

Den omfattende modernisering kunne kun lade sig gøre, fordi man valgte at gå nye veje og lease udstyret. Dermed er udgiften til de nye hjælpemidler blevet fordelt over de næste fire år.

 

Leasing af plejesenge, mobile personløftere, lofthejs og andre hjælpemidler er en forholdsvis ny og uprøvet finansieringsform. Egentlig et paradoks, når leasing af eksempelvis biler og kopimaskiner igennem mange år har været almindeligt kendt i kommunerne. På det fynske bosted, Bognæs, der er hjem for 26 fysisk og psykisk funktionshæmmede voksne, har man imidlertid valgt at finansiere en omfattende modernisering af de tekniske hjælpemidler - senge og lofthejs - gennem en leasingaftale.

 

Resultatet er, at en udskiftning, som under normal finansiering ville have taget fem-seks år, nu er sket på én gang.

 

Forstander fra Bognæs, Jes Andreasen, sammenfatter bostedets erfaringer med leasing således:

"Det positive ved ordningen er ubetinget, at vi idag har fået udskiftet alle vores senge og monteret lofthejs 18 steder på én gang. Havde vi fulgt vores normale investeringsbudgetter, ville udskiftningen først være afsluttet om fem år. Man kan godt sige, at vi i dag har fået alt det, vi gik og drømte om kunne blive virkelighed engang i fremtiden."

 

"Hvis man skal pege på negative sider, så må det være at jeg har bundet stedet til en fast udgiftspost. Det økonomiske råderum i de kommende år, bliver altså mindre, og vi skal være sikre på, at det er de rigtige produkter, vi har valgt."

 

Jes Andreasen er i dag sikker på, at man valgte rigtigt på Bognæs. Institutionen indkøbte nemlig fire senge og installerede lofthejs i et par rum, inden man tog imod tilbuddet på at lease de øvrige nyanskaffelser.

 

Forbedring af arbejdsmiljøet

Investeringerne i de nye senge og lofthejs på Bognæs er primært sket for at forbedre personalets arbejdsmiljø:

"Vore senge var fra institutionens åbning i 1983 og havde ikke samme indstillingsmuligheder som de nye. Og når vi skulle flytte vore beboere, skete det før i tiden med mobile personløftere. Det betød, at der altid var bundet to personer til en forflytning. I dag kan forflytning foretages af en enkelt hjælper", fortæller Jes Andresen.

 

"Lofthejsen er også nemmere at arbejde med. Det øger motivationen og tilfredsheden ved arbejdet" , understreger han.

 

Udskiftningen af hjælpemidler er da også sket i tæt samarbejde med bostedets sikkerheds- og samarbejdsudvalg. Begge steder har der været stor opbakning til projektet, og de forskellige medarbejdergrupper har været involveret i udvælgelsen af produkter. Men netop personalets engagement i processen har også vist sig at være en faktor, der skal kalkuleres med, inden man beslutter sig for at lease hjælpemidler.

 

"Det er jo ikke så mærkeligt, at personalet gerne vil have de nyeste og bedste hjælpemidler, og selv om leasingtilbuddet naturligvis er uforpligtende så kan man godt som leder opleve at presset fra de ansatte indirekte vokser, når alle kan se, at der åbner sig en mulighed for at få nye hjælpemidler her og nu. Så er det svært at sige nej", erkender Jes Andresen. </